Tidsmaskinen

Tidsmaskinen.

Historie til Gjern forårskoncert turne 2018. Delvist skrevet af elever fra forfattersporet på DKS, Silkeborg.

1.

Det havde lige ringet ud i 8. klasse på Mølledalens skole. Nikolai og Robin skulle overnatte hos Nikolais bedstefar Arne, fordi deres forældre var taget i byen.

Det skulle nok blive hyggeligt, men først skulle de med garanti høre Arne fortælle om ungdommen nu til dags.

Ganske rigtigt. Ikke så snart var de kommet indenfor, førend han gik i gang. 

“Da jeg var ung i 50’erne, gik man direkte fra skole hen til sit fritidsjob. Der var ikke noget, der hed lommepenge. Jeg husker tydeligt 50’erne, da vi fik fjernsyn og russerne sendte Sputnik i kredsløb. Det var også dengang…”

“Stop Arne”, sagde Robin. “Vi tror simpelthen ikke på alt dit snak om, hvor flittige og flinke ungdommen var i gamle dage”.

“Så må I se det med jeres egne øjne”, sagde Arne. “Kom med ind i stuen og se min tidsmaskine”.

De tre gik ind i stuen, og ganske rigtigt stod der en tidsmaskine midt på gulvet.

“Hvordan virker den?”, spurgte Robin.

“Hvis I sætter jer ind, så sender jeg jer tilbage til 50’erne, og så kan I se det med jeres egne øjne. Når I vil tilbage, trykker I bare på denne her hjemknap”, sagde Arne og gav Nikolai et armbånd med en stor trykknap.

2.

Nikolai og Robin satte sig ind, og Arne sendte dem tilbage til 1957. De landede midt i en koncert med Elvis Presley.

Der var en hylen og en skrigen, så de overhovedet ikke kunne høre hinanden. Efter at have kigget lidt på optrinnet, blev de enige om at trykke på knappen.

Da de kom tilbage til Arne, fortalte de ham, at de unge mennesker, de havde mødt, opførte sig langt værre, end de nogensinde selv havde gjort.

“Ok”, sagde Arne. “Vi prøver igen. Jeg sender jer tilbage til 1960’erne. Der var godt nok både ungdomsoprør og studenteroprør, men jeg er sikker på, at i nok skal møde nogle velopdragne unge mennesker.”.

3.

Da Nikolai og Robin landede i Kb hallen 4. juni 1964, var den helt proppet med unge teenagere med farverige stramme kjoler og håret sat op som en Barbie. De var ved at få mast livet ud af sig, når de mange teenagere gerne ville hen og røre John Lennons lange hår. De blev mast frem eller tilbage og var ved at blive væk for hinanden, da de besluttede sig for at tage tilbage igen.

“Bedstefar”, sagde Nikolai. “Det var altså fuldstændig det samme. En masse unge mennesker, der går fuldstændig amok.”.

“Nå for den”, sagde Arne. “Jeg havde det nok på fornemmelsen. Nu skal I bare høre. I 70’erne var det noget helt andet. Det var dengang Dronning Margrethe overtog kronen. Der var Olsen Banden og Huset på Christianshavn. I kan tro, det var en dejlig tid. Jeg husker tydeligt…”.

“Hold, stop, stands”, sagde Robin. “Lad os se det selv”.

4.

Musikken var høj, da de landede i 1971. Nikolai og Robin var landet på et stort græsareal, hvor telte var rejst, og mennesker flokkes sammen om bålene. Robin var landet lige midt i en flok unge mennesker, som sad og sang. 

”Nikolaj, vi er i Fristaden”, sagde Robin. “Vi kan gøre lige, hvad vi har lyst til. Se på de andre. Se på den flok unge dér – de har bare lagt sig til at sove i græsset.”.

“De ser meget flinke ud”, sagde Nikolai. “Men Christiania, er det ikke sådan noget med fri hash og nej til atomkraft?

“Jo, det tror jeg nok”, sagde Robin. “De blev vistnok kaldt slumstormere. Sådan en slags tidlige BZ’ere”.

“Altså det der med at besætte huse, det synes jeg altså, er lidt for vildt. Lad os komme hjem igen”, sagde Nikolai og trykkede på hjemknappen.

“Hej bedstefar”, sagde Nikolai. “Vi landede midt på Christiania.”.

“Ja okay”, sagde Arne. “Så må vi vel prøve med 80’erne. Det var en meget spændende tid med MTV, PC’ere og murens fald - altså Berlinmuren, hvis i ved, hvad det var.”.

“Jo da, det har vi hørt om i historie. Lad os prøve det”.

5.

Så blev Nikolai og Robin sendt tilbage til 1981. De landede midt i København på Baren Floss. Der var hel flok punkere, der gik amok til en koncert med Sods. 

“Hold da op”, sagde Robin. “De er helt blege allesammen”.

“Til gengæld har de farvet hår og hanekam”, sagde Nikolai. 

De blev endnu en gang mast frem og tilbage og skyndte sig at trykke på hjemknappen.

“Bedstefar, nu har vi været afsted fire gange. Denne gang mødte vi nogle unge mennesker på en bar, der kastede sig rundt til vild musik. Kan du ikke snart finde nogle af de velopdragne unge mennesker, som du altid snakker om?”, spurgte Nikolai.

“Jeg kan simpelthen ikke forstå det”, sagde Arne. “Jeg vil altså gerne lige prøve et par gange mere. Vi prøver først lige med 90’erne. Det var dengang vi byggede Storebæltsbroen og det var også dengang internettet og mobiltelefonerne blev mere udbredt. Så I vil sikkert føle jer mere hjemme”.

6.

Og med et bump landede Nikolai og Robin på jorden. Det var voldsomt, der var larm, jubel og støj omkring dem, og de kunne ikke danne sig et overblik. 

”Hvad laver I?” Spurgte en dyb, tyk stemme.

Robin kiggede skræmt op fra jorden og direkte ind i et par blå øjne. Manden havde en ølvom på størrelse med Island og et fuldskæg, der dækkede halvdelen af hans ansigt. 

Manden tog en stor slurk af fadøllen, han havde i hånden, og i et splitsekund kiggede han op. Robins øjne fulgte hans, og det gik op for ham, hvor de var havnet. På den allerøverste tribune midt under en fodboldkamp. Der var hooligans over det hele, der råbte og skreg i munden på hinanden, mens den ene øl efter den anden blev hældt ned.

”Hvor er vi henne?” Spurgte Nikolai forsigtigt.

”Jamen dog, I er til begivenhed af verdensklasse; EM finalen 1992! Det kan ikke blive større end dette,” udbrød manden og tog endnu en slurk af øllen. Nikolai kiggede over mod måltavlen og så, at der stod 1-0 til Danmark.

”Ja, men-” begyndte han, men så blev han afbrudt af en masse råb og skrigeri, og noget koldt der ramte udover ham. Danmark havde scoret til 2-0, og den venlige mand havde tabt resterne af sin øl ud over ham.

“Føj for den lede”, sagde Nikolai og trykkede på knappen.

7.

Som det sidste forsøg, sendte Arne drengene tilbage til 2004. Det var godt nok et årti med masser af krig og økonomisk nedtur, men det var vel et forsøg værd.

Det var næsten ligesom at komme tilbage til 50’erne. Nikolai og Robin var endt til Nik og Jay koncert i Tivoli, og der var fyldt med fans der råbte og skreg.

De to kammerater kiggede kort på hinanden, før de rystede på hovedet, og Nikolai trykkede på knappen.

“Okay”, sagde Arne. “Jeg tager mine ord i mig. I er akkurat lige så søde og rare som ungdommen altid har været”.